view the rest of the comments
Nyheder
For alle nyheder, hvad end de måtte omhandle.
Regler
1. Brug artiklens titel
Titlen på indlæg skal være titlen på nyhedsartiklen der linkes til. Du må dog gerne oversætte titlen hvis den ikke er på dansk, så længe oversættelsen er retvisende. En alternativ titel (fx i tilfælde af clickbait) eller vigtig supplerende information kan angives i kantede parenteser. Fx: "Clickbait titel [Beskrivende titel]". Dette sikrer at titlen på artiklen ikke er misvisende.
2. Brug ikke tekstfeltet ("body")
Link udelukkende til artiklen. Tekstfeltet (“body” på engelsk) må kun bruges til at skrive et kort neutralt uddrag af artiklen eller et neutralt referat hvis artiklen er bag en betalingsmur. Hvis du vil tilføje spørgsmål, kommentarer eller udtrykke holdninger, så skriv en kommentar i stedet. Dette sikrer at debatten foregår fra et neutralt synspunkt der tager udgangspunkt i artiklen, og ikke en bestemt vinkling skrevet i tekstfeltet.
3. Kun nye artikler
Artikler må højst være en uge gamle. Dette sikrer at artikler faktisk er nyheder.
4. Debat-indlæg og andet skal markeres
Det er tilladt i et begrænset omfang at indlægge artikler der ikke som sådan er nyhedsartikler og ikke er skrevet af avisens ansatte (fx debat-indlæg eller læserbreve), men sådanne artikler skal markeres med [Debat] el. lign. mærkat i titlen af indlægget inden titlen på artiklen. Dette sikrer at brugere er klar over den potentielle højere bias der kommer fra debat-indlæg og sikrer at debat-indlæg ikke bruges til at skubbe en agenda.
Husk også at følge Feddit.dks generelle regler.
Min vinkel er, at vi lever i et samfund, hvor alt skal gå hurtigt, effektivt og uden fejl. Selvom vi vel aldrig har arbejdet mindre? Hvad fylder vi fritiden og livet med?
Vi har ikke tid til at sidde ned og spise sammen. Vi har ikke tid til at snakke med naboen. Vi har ikke tid til at lade tanker og drømme gro. Vi har ikke tid til at være til stede hverken for os selv eller for hinanden.
Jeg møder forældre i vuggestuen og hos sundhedsplejersken, der er målløse over, at vi begge arbejder deltid, og at mine børn kun er afsted tre dage om ugen fra ni til to. At jeg kun arbejder mandag til torsdag. Det er, som om vi lever i en verden, hvor selv det at være forælder på deltid føles som en luksus, en undtagelse, noget, der næsten er for godt til at være sandt. Jeg måtte ikke gå mere ned i tid, for så gav jeg ikke nok værdi for arbejdspladsen ift. min løn. Hvad med værdi for samfundet?
Arbejdslivet æder vores dage. Selvom teknologien burde frigøre os, arbejder vi mere end nogensinde. Mails, møder og deadlines trænger sig ind i vores fritid, og der er ikke plads til det uforudsigelige, det kaotiske, det menneskelige som børn nu engang er.
Vi er altid "på". Forbundet til skærme og systemer, men sjældent virkelig til stede. Jeg har selv taget valget om at frasortere ræset og medierne, men jeg kan skrive under på, at algoritmen fyldte mit hoved, før jeg tog afsked. Sociale medier, nyheder og underholdning fylder vores opmærksomhed, men efterlader os med hvad? En følelse af tomhed? En fornemmelse af, at vi aldrig rigtig når at indhente os selv? Det gør det svært at skabe de rolige, trygge rammer, der skal til for at ønske sig et familieliv. Jeg indrømmer, at jeg ikke altid er til stede, når vi ser TV med ungerne. Det er nemt at lade dem sidde og glo, mens tankerne flyver andre steder hen. Det er hårdt at være nærværende voksen hele tiden. Men det er netop den nærvær, vi har mistet.
Tidligere var familier, nabolag og lokale samfund stærke. Man hjalp hinanden. Børnene blev passet af flere, og der var plads til at fejle. I dag er vi blevet individuelle øer, der kæmper for os selv. Ingen har tid til at hjælpe. Hvem passer børnene, når begge forældre skal arbejde? Hvem tager sig af de ældre? Vi har outsourcet omsorgen til institutioner og kommuner, men de kan ikke erstatte et rigtigt fællesskab.
Det faldende fødselstal er ikke bare et demografisk problem. Det er et varsel om, at vi har glemt, hvad det vil sige at leve. Og det kan ikke løses med penge eller politik alene. Det kræver, at vi sammen tør sætte farten ned, åbne dørene for hinanden og tillade os selv at leve. At slippe lidt fri fra algoritmen og se hinanden. For det er først, når vi gør det, at vi igen finder modet til at sætte nye liv i verden.